Langsom lørdag

Stadig opfyldt af de sidste dages voldsomme indtryk,
besluttede jeg mig for en tilbagelænet dag. Langsom
morgen og et hyggeligt cruise rundt på Lake Wakatipu
med god udsigt til bjergkæden “The Remarkables”.

Resten af dagen tøffede jeg blot lidt rundt i Queenstown
og drak god kaffe. Byens meget turistede miljø står i
skarp kontrast til den smukke natur og jeg glæder mig
egentlig til at lægge den bag mig i morgen.

Fredag - et nyt standpunkt!

Fra morgenstunden satte jeg kurs mod Queenstown,

der ligger ved Lake Wakatipu endnu en af de største

søer på NZ. Byen er måske den størst turistmagnet

hernede på grund af fordelagtige klimaforhold og det

kæmpe udbud af aktiviteter til adrenalin-junkier, også

byen hvor bungyjump blev udbudt første gang.

Køreturen var endnu engang igennem smukke land-

skaber med bjerge og floder.

Hjemmefra havde jeg besluttet ikke at opsøge nogle

af de mange lokkende aktiviteter, men som en tidligere

statsminister sagde “man har et  standpunkt, til man

tager et nyt”. Således fandt jeg mig-selv i en bus på

vej op af smalle grusveje og ned i en bjergkløft. Iført

tørdragt, hjelm og en ualmindelig tætsiddende

redningsvest kravlede jeg lettere nervøs ombord i den

store gummibåd sammen med fem unge amerikanere

og en frisk-fyr-agtig rafting-guide. Vi gled ud på Shotover

River omgivet af  høje klippevægge og med solen

bagende fra den blå himmel. Vi blev instrueret grundigt

i følge skipper Sams kommandoer, så vi kastede os

rundt roede forlæns og baglæns mens vi gled langsomt

ned af Shotover. Vi var lead-båd og var derfor først ved

alle udfordringer og “sikkerhedsbåd” for de efterfølgende

5 både, og deres blandede besætninger af tynde arme

og ikke-engelsktalende italienere og asiater. Efter stille

sejlads gik det gennem flere kategori 3-5 rapids (fagsprog

der vist nok betyder medium-til-svære udfordringer), flere

gange fiskede vi besætningsmedlemmer fra de andre

både op, mens vi som super-champs nailede alle rapids

og den 170 meter lange bjergtunnel i mørke. To gange

kunne vi hoppe i floden og blot lade os drive med

strømmen - grænseoverskridende blæret!  Der var vilde

bjerggeder, blå himmel og masser af skumsprøjt.

Desværre ingen kameraer eller videoer, men billedet

her er fra samme tur!

Aftenen tilbragte jeg helt udkørt i sofaen på mit hostel

( 4 sengsværelse med forhæng)

Milford Sound - et af højdepunkterne (torsdag)

Hjemmefra havde jeg planlagt nogle enkelte udflugtsmål

jeg ville nå hernede. Et af dem var Milford Sound, en fjord

i det sydvestlige hjørne af Sydøen. Egentlig kunne jeg selv

køre ud til bunden af fjorden, hvorfra flere selskaber både

sejler og flyver ud over fjorden. Men køreturen fra Te Anau

er ca. er små 2 timer i bjergrigt terræn - så jeg havde

besluttet at booke en bustur med guide, for at få mest muligt

ud af oplevelsen. Det var en god beslutning. Afgang ca. 7.45

med Simon som chauffør og ca. 20 andre passagerer. Simon

har tidligere arbejdet med naturgenopretning, og vidste ALT.

Samtlige bjergtinder, planter, bække, anlægsarbejder,

anekdoter, osv. og han delte gladeligt ud af sine erfaringer -

og så kørte han ualmindeligt hurtigt rundt i samtlige sving.

På vej til Milford Sound stoppede vi mange smukke steder.

Krystalblå vandløb, floder og bjergdale, alt i mens Simon

fortalte og forklarede.

Milford Sound er et meget besøgt, og da vi ankom lignede

mylderet nærmest en banegård, og jeg blev bekymret for om

den smukke naturoplevelse ville drukne i selfiestænger og

grædende børn. Det blev heldigvis ikke tilfældet. Vi boardede

en super lækker katamaran, og jeg gled hurtigt ud og

kaprede Leonardo De Caprio pladsen, uagtet vores fart gav

hård vind i kæv´tøjet - og jeg blev der hele turen for at få max

udbytte. Eller indtil jeg var blevet tilstrækkeligt gennemblødt

ved det sidste stop på fjorden, et smukt vandfald vi nærmest

sejlede ind under.

Jeg kan ikke beskrive med ord hvor storslået

en oplevelse det var, og billederne formidler det ej heller. Et

absolut højdepunkt og jeg vendte blot ryggen til skoven af

selfiestænger og andre potentielt forstyrrende elementer.  

Hjemturen bød på flere billedskønne stop med lupinmarken

som det mest farverige og gletsjeris som det glatteste ;-)

Aftenen bød på en smuk solnedgang over søen Te Anau og

Southern Alps som bagtæppe.

2. juledag (onsdag)

Jeg havde besluttet at stå tidligt op, og forsøge at

ramme første “attraktion” inden andre turister.

Det lykkedes.

Jeg havde Purakaunui vandfaldet helt for mig selv

klokken lidt i 8.

Herfra gik turen videre ad “Southern Scienic Route”

hvor den ene fantastisk naturperle afløste den anden,

mens jeg kørte gennem bjergkæden  “The Catlins”.

Billederne taler vist for sig selv :-)

Ankom til Te Anau, NZ næst-største sø for foden af

“The Southern Alps” efter ca. 500 km på landevejen.

Afsluttede dagen med en lille øl.

1. juledag

Tidligt afsted mod syd. Alle butikker lukkede og vejene

næsten tomme. Mod syd ca. 700 km. mod Dunedin på

sydøst-kysten. Masser af julemusik, Queen og Coldplay

på anlægget i bilen. Det var næsten som at være

Palle-alene-i-verden fordi alle byerne jeg kørte igennem

var tomme for mennesker og biler.

Stoppede på vejen ved Moeraki Boulders.

Kørte ud på “The Otago Peninsula”  en smuk køretur ud

af Portobello Road til det sydøstligste punkt hvor der

skulle være mulighed for at se både pingviner, sæler,

søløver og albatrosser. Det var især de sidste jeg

håbede på. Solen skinnede og vinden rev godt i kæv´tøjet.  

Jeg spejdede… argh, ikke nogle albatrosser..

og så i samme øjeblik gled der en hvid kæmpe ca 15

meter over mig - jeg vil skyde på ca. 2 m. vingespænd!

Der var to af dem, og de gled majestætisk rundt over

mig og lod vinden om at gøre arbejdet. Da jeg begyndte

at få ondt i nakken, gik jeg ned og kigge på sæler og

søløver. Pingvinerne var ikke at se, og besluttede mig

for ikke at vente til tusmørket, hvor de eftersigende

skulle dukke op.

Jeg kørte videre til tunnel beach.

Jeg overnattede i en lille by “Milton” hvor jeg havde

booket billigt Airbnb. Nok lidt for billigt. Blød seng og

hovedvej lige uden for døren. Men flink vært.